Vi læger skal tættere på patienterne

Illustration: Morten Voigt

Når vi i disse uger kan læse om læger, der gentagne gange har overset tegn på meningitis hos unge mænd, der som konsekvens har mistet livet, handler det om, at lægerne ikke kommer tæt nok på patienten, mener pensioneret læge og medlem af Det Etiske Råd Poul Jaszczak

Læge Poul Jaszczak lovede engang en patient, at hun ikke skulle dø under en operation. Kvinden døde på bordet, og Poul Jaszczak har aldrig glemt det. Kvinden var tidligere blevet opereret for åreforkalkning, og det sker nogle gange på årer, der er opereret på, at syningen brister, fordi karret er svækket. Blødningen var så voldsom, at den ikke kunne stoppes, uanset hvad lægerne gjorde.

”Jeg kan ikke fatte, at jeg var så dristig at love hende, at hun ikke ville dø, det var et tæskefarligt indgreb. Jeg burde ikke have sagt det, men det beroligede patienten. Men jeg overholdt jo ikke mit løfte,” siger han.

Den nu 71-årige pensionerede læge og medlem af Det Etiske Råd siden 2014 nævner oplevelsen som et af de nedslag i en lang karriere, hvor etikken blev kortvarigt glemt.

”I virkeligheden skulle vi have taget benet af hende og sagt, at sådan var det. Men vi prøvede noget andet, og det mislykkedes. Det at vælge vil altid være et lægeetisk dilemma – hvilket onde er størst og værst. Vi er grundlæggende opdraget til at gøre mennesker raske, men det kan man ikke altid, og det er svært at acceptere,” siger han.

Etikken har ellers fulgt ham hele karrieren. Det følger måske nok med som læge, at man ofte står i svære dilemmaer, hvor man skal vælge mellem pest eller kolera, men for Poul Jaszczak kom etikken til at fylde endnu mere. Han var med til at etablere den kliniske etiske komité på Herlev Hospital og var også formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg. Nu har han i tre år været medlem af Det Etiske Råd.

”Etik handler om mennesker og den måde, vi behandler mennesker på både som professionelle og som mennesker imellem. Det handler lægefaget jo også om, og etikken fylder meget i lægefaget, fordi vi som fagpersoner træffer beslutninger, som ikke kan gøres om. Hvis vi havde en fortryd-knap, ville det jo ikke være så svært. Så kunne vi, når vi blev trætte af at dø, bare live hinanden op igen. Men sådan fungerer det jo ikke,” siger han.

Poul Jaszczak peger på, at der er mere brug for at diskutere etik end nogensinde før. Ikke nok med at samfundet kræver effektivitet, og at det ifølge ham ofte sker på bekostning af kvalitet og omsorg, så betyder den teknologiske udvikling også, at menneskeheden står over for nogle etiske udfordringer, der indtil for få år siden syntes at være ren science fiction.

”Som gynækolog har jeg ofte stået over for kvinder, der skulle have en abort, og hvor jeg tydeligt havde på fornemmelsen, at hun ikke nødvendigvis havde lyst til at få det fjernet, men at der heller ikke var et socialvæsen, der kunne bakke hende op i at beholde barnet eller hjælpe med familielivet. I dag taler vi om dobbeltdonationer, om at kunne sætte et befrugtet æg ind i en kvinde, hvor hverken æg eller sædcelle kommer fra kvinden eller hendes mand. Om lidt behøver man næppe blive gravid – så kan man lave en ægcelle ved at lave en biopsi fra huden, dyrke barnet og give kvinden det med hjem efter ni måneder, så kan hun hente det i udleveringscentralen. Vi gør allerede ting i dag med den største selvfølgelighed, som man ikke havde fantasi til at forestille sig for 100 år siden,” siger han.

Den hurtigt udviklende teknologi stiller store krav til etikken, mener Poul Jaszczak, for det sætter også spørgsmålstegn ved det at være menneske.

”Vi vil så gerne lave om på naturen og regulere den, men vi glemmer sommetider, at det kan vi ikke. Derfor er det et hovedløst argument, når vi snakker om aktiv dødshjælp, at nogle kalder det en rettighed at dø. Det er jo en konsekvens af livet, at vi alle skal dø, derfor er det ikke en rettighed, men en pligt. Til gengæld bør man tale meget mere om, hvorfor vedkommende har lyst til at dø,” siger han.

”Debatten om aktiv dødshjælp tager mere og mere udgangspunkt i det liberalistiske synspunkt om den enkeltes ret til at gøre, hvad han eller hun vil. For mig at se er det lig med umenneskelighed, for konsekvenserne af, hvad man vil, er ikke altid overvejede. Det bliver hurtigt, hvis man skal sige det lidt sarkastisk, et spørgsmål om, at livet handler om at få opfyldt alle sine ønsker, og når man ikke kan finde på flere, beder man om at blive slået ihjel. Men man glemmer netop at spørge om, hvorfor vedkommende ønsker at dø. Hvorfor vedkommende ikke har lyst til at blive genoplivet,” siger han.

Poul Jaszczak har været formand for den arbejdsgruppe i Det Etiske Råd, der netop har færdiggjort en redegørelse om etik ved livets afslutning. Han peger på, at der i Danmark næsten hersker et mantra om, at det at dø er et problem.

”Vi har næsten ikke længere lov til at dø. I virkeligheden er det urimeligt, hvis man som gammel har lyst til at dø, skal man så ikke have lov? Hvis man ikke vil mere, vil man ikke mere uanset årsag. Dog har jeg et stort men: At man ikke skipper den menneskelige kontakt, som kunne få en til ændre mening. At man ikke glemmer sin rettighed til at være sammen med andre mennesker, mens livet er. For nogle år siden sagde forfatter Jane Aamund, at hun gerne ville dø, men siden har hun fortrudt, da hun har fået kontakt med gamle venner, som har givet hende lysten til at leve tilbage,” siger han.

For Poul Jaszczak peger det på, at mennesket er blevet meget ensomt.

”Et af de største problemer med det moderne samfund er, at vi distancerer os fra hinanden som levende væsener, fordi vi taler sammen via teknologi. På Facebook sviner vi hinanden til, fordi vi ikke opdager, hvordan vores handlinger påvirker det enkelte menneske. Det er tankevækkende, at vi i 2017 ser en opblomstring af vågekoner. Vågekonerne blev jo skabt som substitut for de ensomme, fordi det at have nærvær har så stor betydning, når vi dør. I det moderne samfund er det påfaldende, at vi skal genoplive de gamle dyder, fordi vi har brugt teknologien til at fjerne os fra hinanden og glemme det menneskelige nærvær,” siger han.

Som læge har han gennem sin karriere haft stort fokus på det medmenneskelige. Når vi i disse uger kan læse om læger, der gentagne gange har overset tegn på meningitis hos unge mænd, der som konsekvens har mistet livet, handler det netop om, at lægerne ikke kommer tæt nok på patienten, mener han.

”De aktuelle sager kan man skære helt firkantet ud og sige, at det er ikke godt nok. Men de viser også, at vi skal helt tilbage til noget basalt: Hvordan taler vi sammen, og hvordan sikrer vi os, at vi som læger og mennesker får stillet de rigtige spørgsmål. Min bekymring er, at den genuine interesse for mennesker og lyst til at være i kontakt med hinanden bliver skubbet til side, fordi lægerne får mere travlt og får flere opgaver. Men vi lader mennesker i stikken, som lægger deres liv i hænderne på os. Nogle gange ser man patienter skrive i avisen, at de fik sådan en god behandling på et hospital. Men man kan undre sig over, at en god behandling og det, at de blev taget med på råd og følte sig inddraget, skal være så epokegørende,” siger han.

Poul Jaszczak lærte selv at lytte til sine patienter, da han som ung læge fik en klage. En patient syntes, at han var arrogant. Det var hans overlæge, der bragte ham klagen, og Poul Jaszczak ville gerne svare patienten skriftligt.

”Nej, du skal indkalde patienten til en samtale,” var overlægens svar. Og det gjorde Poul Jaszczak så.

”Det var interessant, for patienten havde ret. Jeg havde glemt, at jeg sad over for et tænkende væsen. Jeg ville jo gerne demonstrere min faglige kunnen, men det var forståeligt nok ikke nok for hende, for hun ville jo hellere have, at jeg hørte på hendes bekymringer og tanker. Det kunne jeg godt se, da hun sagde det, og jeg lærte meget af episoden,” fortæller Poul Jaszczak.

”Hver situation er unik, hver en patient er en patient i sig selv og noget særligt, som man skal prøve at finde frem til bedst muligt. Jeg bliver ked af at høre, når læger siger, at de kan vurdere i telefonen, om en patient har det svært. En diagnose skal udvikle sig af en dialog og et dybtgående kendskab til patienten. Når udsagnet ’dette liv er ikke værdigt at leve’ siges af en læge, får jeg kuldegysninger. For hvor ved de det fra? Det kan man kun vide, når man har talt længe med den enkelte patient. Derfor er det interessant, når svært handicappede melder sig på banen i debatten om aktiv dødshjælp og siger ’stop, vi er altså ikke døde endnu!’. Etik handler jo grundlæggende om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, og det kan man ikke gøre, medmindre man har haft en lang dialog og kigget ordentligt på dilemmaet inden.”