Dyr i Zoologisk Have skal have det bedste til rådighed
En fascination af naturen og dyrene på deres egne præmisser er drivkraften i Bengt Holsts virke. Han er biolog og videnskabelig direktør for Zoologisk Have og aktuel med bogen "Bengt Holst - Naturens stemme", som er skrevet af Christina B. Kjeldsen. Her kan du læse et uddrag om at bevare dyrenes integritet i fangenskab
Bengt Holsts arbejde for at berige dyrenes omgivelser i Zoo kan bedst beskrives som et langt sejt træk, der krævede både strategisk tæft og en overordentlig stor portion tålmodighed.
Arbejdet gik hånd i hånd med den overordnede vision, som manden, der ansatte Bengt, direktør Bent Jørgensen, havde om at skabe en zoologisk have, der var meget mere end en samling eksotiske dyr, nemlig et vindue mod den natur, dyrene kom fra.
Nye og spektakulære naturprogrammer på tv havde allerede ændret ved publikums viden og opfattelse af dyrenes naturlige behov og biologi, hvilket offentlighedens reaktioner på unaturlig adfærd hos dyr både i zoologiske haver og i landbruget var et eksempel på. Skulle Zoo lykkes med at få folk til at forstå, at man var i færd med at skabe en seriøs og videnskabeligt baseret formidlingsinstitution, måtte dyrene også tage sig ud som dem, de var skabt til at være. Det krævede en helt ny formidlingsstrategi, der omfattede alt lige fra nye og mere informative skiltetekster til nye indretninger af anlæggene.
”Vi ville gerne præge folks natursyn, hvilket stadig er vores fremmeste opgave, så folk bliver fascinerede af dyrene, som de er. Vi vil vise publikum, at den lille præriehund er lige så spændende som den store elefant, men på sin helt egen måde. Hver især er de spændende, og hver især er de de indtil videre unikke slutprodukter af en tusindårig udviklingsproces, der hele tiden har optimeret deres levevis, så de er verdensmestre inden for netop de forhold, som de nu engang lever under. Alle sammen står de over for de samme udfordringer. De skal finde noget at leve af, finde beskyttelse mod fjender, finde læ mod vejrliget, finde en mage og give afkommet de bedst mulige opvækstbetingelser. De har blot løst disse problemer på forskellig vis, og det er det, der gør dem så interessante. Folk spørger mig ofte, hvilket dyr jeg selv synes, er mest fascinerende, men det kan jeg ikke svare på, for de rummer alle deres helt egen fascinationskraft, og for mig er de alle enormt spændende på hver deres måde. Det er den ’unikhed’, vi skal lade os fascinere af. Og det er den integritet, vi skal bevare og formidle i Zoologisk Have. Vi skal ikke gøre dem til klovne i et cirkus eller til skabninger, vi har påduttet menneskelige karaktertræk og følelser. Netop det er alfa og omega for mig og måske et af mine mest veldefinerede principper, som har gennemsyret hele mit arbejdsliv."
"Jeg har aldrig været naiv omkring det faktum, at når dyrene er i en zoologisk have, så er der også en pris. For selvfølgelig pålægger vi dyrene restriktioner og nogle ulemper ved at have dem i fangenskab. Det giver sig selv. Så kan vi prøve at gøre ulemperne og restriktionerne så små som mulige, men de vil stadig være der i et vist omfang. Jeg vidste godt allerede dengang, jeg blev ansat, at jeg aldrig ville kunne genskabe deres naturlige virkelighed, men jeg har arbejdet for at komme så tæt på den som muligt. For nogle dyr kan man faktisk komme ret tæt på virkeligheden selv på relativt lidt plads, mens det hos andre dyr kræver noget mere. Men sætter man sig ind i dyrenes levevis i naturen og ser, hvad det er for nogle nøgleelementer, de er afhængige af, og så indbygger det i sit anlæg i Zoologisk Have, så har man stor chance for succes."
"For eksempel havde vi på et tidspunkt nogle hvalrosser, som aldrig rigtig kom til at trives. Noget af det, de manglede, var muligheder for at rode i havbunden. Hvalrosser vil ude i naturen dykke ned under vandet og ned på bunden og med deres store tænder rode rundt i bunden for at finde muslinger og den slags. Vi havde bare en betonbund i bassinet, fordi det bliver man nødt til, når det skal rengøres og holde tæt. Udfordringen var at få dem til at rode uden at putte en masse sten i bassinet, som ville ryge med ud med vandet under rengøringen. Så jeg fik bestilt noget tungt træ, som vi skar i runde, trekantede og firkantede klodser, som blev smidt ned i vandet, og dyrepasserne kunne variere mellem de forskellige former. Og selv om det ikke var sten som i naturen, så kunne de udløse nøjagtig samme adfærd, og hvalrosserne kunne lege med dem under vandet. Skubbe rundt på dem, bære dem op af vandet og trille dem ned igen og på den måde få afløb for en del af deres undersøgelsestrang. Så selv om vi ikke kunne genskabe naturen helt, kunne vi fremkalde den naturlige adfærd på anden vis. Det er det, der er kunsten, samtidig med at vi fascinerer publikum med, hvor fantastiske dyrene er med alle deres unikke egenskaber, frem for bare at fokusere på, hvor nuttede de er. Det var noget, der gik op for mig ret tidligt i mit virke, og det var sådan set det, jeg syntes, var det mest væsentlige for Zoologisk have. At der her var en mulighed for at skabe den fascination, og at den var uløseligt forbundet med det, jeg som adfærdsbiolog, sammen med dyrepasserne, kunne gøre for at berige dyrenes liv herinde.”
Overgangen til fokus på en mere naturlig adfærd hos dyrene markerede samtidig det paradigmeskift, der langsomt skete både i og uden for Zoo: Dyrene i Haven gik fra at være elskede individer og publikumskæledægger med navne til at være mere anonyme repræsentanter for deres art. Det stillede store krav til formidlingen til publikum, der skulle fascineres på nogle andre parametre end tidligere. Det vil sige mere afstand mellem mennesker og dyr, uden at den umiddelbare begejstring og fascination svækkedes.
”Det var selvfølgelig en balancegang, for vi ville stadig gerne give det lille barn den effekt, det var, at stå foran elefantanlægget og pludselig opdage: ”Wauw, hvor er elefanten stor, når den står lige her foran mig.” Men man skal ikke have så tæt forbindelse til dem, at man nødvendigvis behøver holde den i snablen eller pådutter dem vores menneskelige værdinormer. Der var nogle blandt publikum, som var meget imod den udvikling. De havde begejstringen for individet, hvor vi havde begejstringen for arten. Folk må godt knytte sig til det enkelte dyr, bare de også respekterer det som den art, det repræsenterer. Og det er selvfølgelig en balancegang, en til tider meget svær balancegang, da arten består af individer, og det er individerne, man står og betragter. Men jeg synes overordnet set, at vi fik meget positiv feedback på, at dyrene fik meget mere naturlige forhold og dermed også en mere naturlig adfærd. Det var en brydning, der var i tiden, som forplantede sig i Zoo, det var Bent Jørgensens vision for Zoologisk Have. Han ville netop have den forandring, hvor Zoo kunne udfylde sin formidlingsrolle, som ikke bare skulle være at underholde, men at underholde med holdning. Noget som Zoos formidlingsafdeling med Lars Lunding Andersen i spidsen var helt på linje med og arbejdede hårdt for at få gennemført. Det vil sige at begejstre publikum med, hvor fantastisk dyreverdenen er, hvor tilpasset de enkelte dyrearter er til netop den levevis, de har, og den natur, de er en del af. Dermed får de også lov til at være de arter, de nu engang er, frem for at være og agere ud fra et menneskefikseret syn. På den måde gik vores arbejde med formidling og berigelse hånd i hånd.”
Menneskeliggørelsen af dyrene i Zoologisk have var og er en sten i skoen på zoologer som både Bent Jørgensen, Bengt Holst og deres umiddelbare forgængere. Fodring af dyrene blev forbudt kort tid før, at Bengt blev ansat.
Dengang led mange af dyrene af det, man i Zoo kaldte ”mandagssyge”, fordi de var blevet overfodret af søndagens store publikum. 1950’ernes gåture med forårets nøje planlagte løve- og tigerunger blandt publikum og chimpanser ved slikkiosken var heller ikke noget, der havde været praktiseret i en årrække, ligesom man i begyndelsen af 1980’erne skar ned på den offentlige navngivning af enkelte dyr med menneskenavne. Det var ellers en udbredt praksis, både her i Danmark og internationalt. Menneskelige navne til dyrene skulle skabe begejstring og tilknytning til enkeltdyr, men resulterede ofte i uligevægtig fremhævning af enkelte individer, der blev favoriseret af publikum og medier. En favorisering, der kunne skabe problemer, når der skulle træffes upopulære beslutninger til gavn for den samlede bestand, som for eksempel aflivning af ”overskudsdyr”.
Den nye navnepolitik var en del af processen med at skabe mere distance til individerne blandt zoo-dyrene, komme væk fra menneskeliggørelsen af dyrene og i stedet henlede opmærksomheden på et større billede af art og natur i samspil. Det betød også, at dyrepassernes praksis med at gå ind i anlæggene og direkte interagere med dyrene, mens publikum så på, skulle udfases. Det vakte harme hos en del af ”det gamle” publikum, for eksempel damen, der grædende ringede til zoo-direktør Bent Jørgensen og beklagede sig over, at en særligt elsket zebu-okse var blevet flyttet fra et område i Søndermarken, hvor hun yndede at komme. Eller ”abe-damerne”, som man kaldte den faste gruppe af kvindelige gæster, der havde nydt godt af enkelte dyrepasseres underholdende forestillinger blandt chimpanserne og gorillaerne.
”Vi ville helt væk fra, at man kunne komme til at opfatte enkelte dyr som nuttede kæledyr og altså ikke accepterede dem som art med alle de vilde egenskaber, de har i sig. Hvor de æder og angriber deres omgivelser, fordi det nu engang er deres natur, eller blot reagerer anderledes end vi, fordi de ikke er mennesker. Det gør dem hverken til onde eller dumme skabninger, men den tanke kunne man godt få, hvis man opfattede dyrene som menneskelignende individer med tanker og følelser, der ligner vores. Dyr er dyr, og mennesker er mennesker, og hver især har vi forskellige adfærdsmønstre, der er tilpasset den levevis, vi nu engang har. Desuden kunne det gå grueligt galt, når dyrepasserne gik ind til dyrene. Man er prisgivet alene mellem elefanterne, hvis de bliver opskræmte, eller hos chimpanserne og gorillaerne, hvor der var tradition for, at enkelte dyrepassere gik ind. Man ved aldrig, hvornår der sker noget. Men heldigvis er der i Zoos lange historie kun sket enkelte uheld af alvorlig karakter."
"Engang blev dyrepasseren for menneskeaberne bidt af en gorilla. Det skete, da han gik ind i gorillaburet, der dengang lå i det gamle primathus. Han var lige kommet ind i buret, da han gled i en bananskræl, og i det øjeblik, han faldt, blev gorillaerne bange. Fordi det var dyrepasseren, som de betragtede som føreren, den dominerende, da det var ham, der kom med mad hver dag. Når han pludselig faldt, var det en uvant og farlig situation. Og hvad gør de så? De går til angreb. Den ene gorilla fik fat i armen på dyrepasseren, og det var det rene held, at han kunne få fat i døren med den anden hånd og fik trukket sig ud i slusen, så gorillaen måtte slippe ham. Han fik et ordentligt bid i overarmen, men det kunne lige så godt være gået meget værre. Den samme dyrepasser var også ofte inde hos chimpanserne og var lidt af en publikumsmagnet. Han sad derinde og lod chimpanserne rede sit hår og undersøge sig, en adfærd, der ligger meget tæt op ad chimpansernes egen adfærd med at nusse hinanden i pelsen og pille skæl af huden og den slags. Men på den måde fik han menneskeliggjort chimpanserene over for publikum, og det var et helt forkert signal at sende. Det var netop det, vi gerne ville væk fra. Jeg kan da sagtens se det sjove i at betragte det, men det er netop det, at man gør dyrene til klovne eller biroller og ikke giver dem den respekt, de har ret til som de fantastiske væsener, de er. Det er disrespekt i mine øjne. Derudover brød han også ind i deres hierarki hver eneste dag og gjorde det svært for førerhannen at bevare sin førerstatus. Den hanchimpanse, der burde have dominansen derinde, fik ikke et ben til jorden, da han hver dag blev lukket fra, for at dyrepasseren kunne få sin seance med chimpanserne. Det så hunnerne godt, og på den måde ville hanchimpansen i deres øjne aldrig blive en rigtig førerhan. Det var ødelæggende for flokstrukturen, og det var mig meget imod. Det var en lang, kontinuerlig kamp at få stoppet den praksis, men det lykkedes til sidst. Det var det, vi ville helt væk fra, cirkus- og ’nuttethedseffekten’, der gør dyrene til dukker og kæledyr, man kan gøre med, som man vil. På den måde kan man ikke opdyrke det grundlæggende forhold, der skal til for at respektere dem som den art, de nu engang er, og som gør, at man også ønsker at bevare dem ude i naturen.”
Mens Bengt sammen med formidlingsafdelingen kæmpede for at præsentere dyrene på deres egne præmisser og til tider imod konservative dyrepassere, blev daværende zoo-direktør Bent Jørgensen gerne passet op af spørgelystne zoo-gæster på sine daglige rundture i Haven. De undrede sig indimellem over den nye og mindre nære kontakt med dyrene, men bredt set var både tiden og publikum moden til en ny og mere videnskabeligt funderet formidling.
Noget som den konstant stigende kurve af besøgstal i København Zoo vidnede om i løbet af 1980’erne og 1990’erne. Samtidig var Haven i konstant bevægelse mod et endnu bredere udsyn, ligesom at Bengt havde et vågent øje på den naturbevarende rolle, Zoo kunne tage ude i verden. Men det krævede netop en større forståelse og forankring for dyrenes biologi i det publikum, der i sidste ende skulle hjælpe med at finansiere arbejdet. Både i Zoo og ude i felten.
”Det er i sig selv et kæmpe skridt i den rigtige retning, at vi har fået fjernet den tætte menneskekontakt uden at gøre dyrene mindre interessante. Tværtimod mener jeg, at publikum synes, at dyrene er mere spændende i dag. Før var de fascinerede af dem, fordi de var nuttede og i en vis forstand menneskeliggjorte individer, men i dag er de fascinerede af dem, fordi de er de dyr, de er. Om det så er en løve, en tiger eller en abe, så nyder publikum godt af at se dyr, der opfører sig, som de skal, og som de ville gøre ude i den natur, de stammer fra. Det synes jeg, vi er lykkedes virkelig godt med. Så meget, at vi også får tæsk, hvis det ikke fungerer ordentligt. Tag for eksempel isbjørnene i det nye isbjørneanlæg, hvor specielt den ene af dem havde det med at svømme frem og tilbage på nøjagtig samme sted og på samme måde, en rigtig stereotypi. Grunden til det var, at det par, vi havde på det tidspunkt, ikke trivedes sammen. Hunnen følte sig hele tiden presset af hannen, og når det stod på gennem længere tid, så opstod den her stereotype adfærd. Det lægger publikum mærke til i dag, men det ville de ikke have gjort for 30-40 år siden, hvor det var helt ’normal’ adfærd for dyr i zoologiske haver. I dag er det en undtagelse, og derfor får vi også tæsk, når det sker. Folk skriver til os og spørger til problemet, hvorefter vi svarer og forklarer, hvad årsagen er, og hvad vi gør for at løse det. Normalt er det tilstrækkeligt. De får en forklaring og bliver bekræftet i, at det ikke er noget, vi accepterer, men at vi arbejder på problemet. I dette tilfælde ved at få flyttet den ene af bjørnene til en anden zoologisk have via det internationale samarbejde, vi har i dag. Sådan synes jeg også, det skal være. Vi skal have nogen til at bide os i haserne hele tiden. For ting kan altid gøres bedre.”